Jens Arnbjerg’s baggrund

EBVS (European Board of Veterinary Specialisation) er en paraply-organisation for alle 27 specialist områder inden for dyrlæger. I organisationen kontrollerer man bl.a. alle specialister hvert 5. år således, at der er kontrol med, at alle specialister er opdateret med både viden og erfaring inden for deres fagområde. Hvis specialister ikke  beskæftiger sig med og videreudvikler fagområdet, bliver titlen taget fra vedkom-mende igen. ECVDI (European College of Veterinary Diagnostic Imaging) er organisationen af specialister i Billeddiagnostik (Røntgen, CT, MRI, Ultralyd og Scintigrafi), som administrerer uddannelsen og afholder eksamen.

Min baggrund for at yde den bedste service i forbindelse med billeddiagnostik (røntgen, CT eller MR) på dyr, er at jeg har været heste-ortopædi og hunde-dyrlæge siden 1967 og siden 1980 har jeg undervist og forsket i faget Billeddiagnostik (røntgen, CT og MR) på Landbohøjskolen – nu navneændret til Sund under Københavns Universitet. Desuden har jeg undervist i Retsmedicin, hvor det især er tilbagedatering af forskellige lidelser og hvordan man vurderer røntgenbillederne i sådanne tilfælde.

Jeg er specialdyrlæge i Billeddiagnostik og Europæisk specialist i samme fagområde og er derfor Diplomat i European College of Veterinary Diagnostik Imaging (DipECVDI). Jeg har været med i styrelsen siden College blev oprettet i 1995, og været præsident for College 2004 – 06. Jeg har desuden været medlem af bestyrelsen i paraply-organisationen, EBVS,  for alle specialist colleges i Europa (26) fra 1998 – 2011. Siden 2012 national repræsentant for alle colleges. Desuden var jeg charter-member i European College of Veterinary Surgeons (ECVS) fra 1991 til 1996

Desuden er jeg  dyrlæge for flere hesteejere, bl.a. for ejere med elitesports heste på højt nationalt og internationalt plan med flere mesterskabet både i ponyklasser og springheste.

Jeg underviser også i Hundeholderuddannelserne og vurderer røntgenbilleder for flere hundeklubber bl.a. røntgenbilleder forud for avlsgodkendelse.

Jeg har ved mange tilfælde været med køber for at besigtige eliteheste inden køb og foretaget handelsundersøgelser, men også været sagkyndigt vidne/ Syn- og Skønsmand og ekspert ved retssager og forsikringssager i både ind- og udland (Norge, Sverige, Tyskland og United Kingdom) om primært heste og hunde med diverse lidelser. Siden 1983 har jeg givet udtalelser til Det Veterinære Sundhedsråd om røntgenbilleder i forbindelse med Rådets behandling af diverse sager og for Forbrugerklagenævnet vedr. hunde og heste  2006 – 2018.

Efter 40 års ansættelse ved flere kliniske afdelinger på Landbohøjskolen (nu Sundheds Fakultetet ved Københavns Universitet) har jeg siden 2010 været næstformand for det Veterinærvidenskabelige censorkorps. Genbeskikket og genvalgt som næstformand for perioden 2020 – 2023.

Hvis man ønsker min vurdering af Røntgen, CT eller andre optagelser af dit dyr i relation til en sygdom, kan du sende/bede dyrlægen sendejournal og/eller billederne til mig eventuelt  via nettet (teleradiology), og så kan jeg sende min vurdering af tilfældet. Fremsendte CD’er returneres ikke.

Mine gode internationale forbindelse til heste og hunde specialister gør, at spørgsmål og problemer-stillinger vedr. internationale forhold ofte kan klarlægges/løses på meget kort tid.

Jeg benyttes ofte til foredragsholder på internationale kongresser især for Europæiske røntgendyrlæger, om ortopædiske emner, men også om hestetandlidelser både for heste og familiedyr – bl. a. i Holland i september 2014 om tandlidelser hos ældre heste og Scandinavian User meeting CT/MRI i Oslo 30/31 maj 2015 og 28/29 maj 2016.

Jeg har skrevet mere end 225 faglige videnskabelige artikler i mange forskellige internationale tidsskrifter – seneste publikationer er om lidelser i hestetænder og gigtlidelser hos mindre hunde :

Klik ind på det blå-farvede område – så får du direkte adgang til hele den originale artikel.

Molera hos Danske Chihuahua hunde. DVT 15 2012, 26-30

Denne artikel beskriver en uregelmæssighed i kraniet hos flere af miniature hunderacer, som meget sjældent har klinisk betydning, men som tidligere ofte blev dramatiseret

Generalized Hypercementosis in Geriatric Horses. J Vet Dent, 2014, 31, 153-59

Denne artikel er en undersøgelse af ældre hestes tænder, som for ukyndige ser meget dramatisk ud, men hestene klarer sig oftest udmærket.

Dental resorption in an old Pony: Case report. Dental, Oral and Craniofacial Research. 2016, 2, 276 -279.

Denne case-report viser hvorledes heste ofte har det bedre uden fortænder end den ømhed som kan forekomme hos ældre heste. Hellere ingen tand end en dårlig tand !

Hip Joint Laxity in Small Dog breeds – A radiological study. SOJ Vet Sci 2017, 3: 1-5.

Denne undersøgelse viser hvorledes forskellige af de små hunderacer har meget forskellige bevægelser i deres led – inklusiv hofteleddene, og derfor ikke skal vurderes som vi traditionelt gør det med  store hunderacer så som Schæfer og Gld. Retriever.

The Prevalence of Coxofemoral Osteoarthritis in Small Dog Breeds and HD Screening in Cairn Terries. A Clinical Radiological Study. SOJ Vet Sci 2017, 3(3):1-5.

Dette er en undersøgelse af HD-screening af de små hunderacer og viser også, at de regler om udvikling af gigt hos de lidt større hunderacer absolut ikke gælder for de små hunderacer.

Lack of Cementum in Infundibulum (Hypocementosis) in Equine Cheek Teeth: Hypocementosis SOJ Vet Sci 2018, 4 (3):1-6.

Denne undersøgelse beskriver en mulighed for  hvorfor det er de samme tænder som bliver ødelagt af tandrodsbetændelse, men desværre ikke hvordan vi kan forebygge dem.

Retained Roots after Tooth Fracture and Replantation in a Horse. Fractincis SOJ Vet Sci 2019, 5 (1):1-5.

Dette er en historie om en hest, der brækkede underkæben og beskriver hvorledes tændernes rødder forandrede sig efter uheldet. Hesten blev røntgenundersøgt flere gange i de 9 år  hesten blev fulgt. Konklusionen er som hos mennesker, at man skal være forsigtige med at gøre alt for at fjerne en brækket tandrod, hvis ikke hele tanden kommer med ud i første omgang, men vente og se om yderligere behandling er nødvendig.

Andre skelsættende forskningsresultater:

Quantification of the association between intervertebral disk calcification and disk herniation in Dachshunds : Vibeke F. Jensen, Sarah Beck, Knud A. Christensen, and Jens Arnbjerg :
Journal of the American Veterinary Medical Association, October 1, 2008, Vol. 233, No. 7, Pages 1090-1095
(https://doi.org/10.2460/javma.233.7.1090)

Quantification of the association between intervertebral disk calcification and disk herniation in Dachshunds

Publeceret i ECVDI AGM 2008

Dette er et forskningsprojekt, der viser at gravhunde kan normalisere forkalkede disk, og at de har flest forkalkede disk ved 2 års alderen. Projektet viser også at spondylose under rygsøjlen ikke er udbredt hos gravhunde, som det tidligere har været angivet. Gravhunde udvikler meget sent og meget små spondyloseforandringer, hvis de over hovedet udvikler sådanne.

Dette er i modsætning til Chow Chow, som udvikler store spondylose-forandringer allerede fra 8 – 10 måneders alderen. Bort set fra en stiv gang er det meget sjældent det generer Chow Chow’erne klinisk. Boxer og Schäferhunden udvikler også spondylose, men det er primært Mops, der har kliniske problemer, hvis de kileformede hvirvler er i overgangen mellem bryst og lændehvirvlerne, ellers har de heller ikke alvorlige problemer med spondylose og kileformede hvirvler.

Journal of the American Veterinary Medical Association Oct. 1, 2008, Vol. 233, No. 7, Pages 1090-1095 https://doi.org/10.2460/javma.233.7.1090 Quantification of the association between intervertebral disk calcification and disk herniation in Dachshunds Vibeke F. Jensen, DVM, Jens Arnbjerg, DVM Objective—To quantify the association between intervertebral disk calcification and disk herniation in Dachshunds. Animals—61 Dachshunds that had been radiographically screened for calcification of intervertebral disks at 2 years of age in other studies. Thirty-seven of the dogs had survived to the time of the present study and were ≥ 8 years of age; 24 others had not survived. Procedures—Radiographic examination of 36 surviving dogs was performed, and information on occurrence of disk calcification at 2 years of age were obtained from records of all 61 Dachshunds. Information on occurrence of disk herniation between 2 and 8 years of age was obtained from owners via questionnaire. Associations between numbers of calcified disks and disk herniation were analyzed via maximum likelihood logistic regression. Results—Disk calcification at 2 years of age was a significant predictor of clinical disk herniation (odds ratio per calcified disk, 1.42; 95% confidence interval, 1.19 to 1.81). Number of calcified disks in the full vertebral column was a better predictor than number of calcified disks between vertebrae T10 and L3. Numbers of calcified disks at ≥ 8 years of age and at 2 years of age were significantly correlated. Conclusions and Clinical Relevance—Number of calcified disks at 2 years of age was a good predictor of clinical disk herniation in Dachshunds. Because of the high heritability of disk calcification, it is possible that an effective reduction in occurrence of severe disk herniation in Dachshunds could be obtained by selective breeding against high numbers of calcified disks at 2 years of age …………………………………………………………………………………………………….. • rmat: Abstract Development of intervertebral disk calcification in the dachshund: a prospective longitudinal radiographic study. Jensen VF1, Arnbjerg J. Abstract Plain spinal radiography was performed in 40 dachshunds at regular intervals from 6 or 12 months of age to 2 years of age. A follow-up study at 3 to 4 years of age included 12 dogs. High incidence rates of intervertebral disk calcification were seen at 6 to 18 months of age. The number of dogs affected and number of calcified disks seemed to reach a steady level or a maximum at about 24 to 27 months of age. Dissolution of previously calcified disks without clinical signs was demonstrated, causing decreasing numbers of visibly calcified disks after 2 years of age. Radiographic examination for calcified intervertebral disks in the dachshund is recommended at 24 to 30 months of age for heritability studies and selective breeding.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jens Arnbjerg, specialdyrlæge, DiplECVDI

(fhv. lektor ved Afd. for Veterinær Billeddiagnostik, Sund, KU)

Publiceret i ”Journalen, 5, 2020” Faggrupe Familiedyr

Min interesse for ”løse led” blev vakt for 30 – 35 år siden, da en studerende insisterede på at få hendes gravhunds hofter undersøgt. Det var før vi rutinemæssigt beroligede hundene forud for  HD undersøgelsen, så det gik lidt mere konsekvent til med at holde hunden fast på bordet under optagelsen. Der lød et ”klik” under optagelsen og et ret specielt billede blev resultatet. På det tidspunkt, hvor billedet kun ud af fremkaldemaskinen, løb hunden rundt, som intet var sket, men billedet lignede meget det, som er vist i fig. 1, og hunden viste ingen tegn på mén siden hen. Fig. 1 (gravhund) er taget under stres med træk i haserne på 20 kg (målt med fjedervægt).

Interessen videreudviklede sig og resulterede efterhånden i flere specialeprojekter for studerende, flere kongresfremlæggelser og til sidst til artiklen: Hip Joint Laxity in Small Dog Breeds.  SOJ Vet. Sci. 3(1):1-5. 2017 (artiklen findes lettest ved at gå ind på hjemmesiden ”www.Nordicvetimaging.dk” og klikke på artiklen – så er der adgang til artiklen i fuld længde). Artiklen indeholder resultaterne af undersøgelser af flere små hunderacers forskellige evne til at reagere på stres i leddene (Laxity Score), men her vil jeg vise nogle eksempler på lidt bemærkelsesværdige forhold hos forskellige hundes reaktioner på varierende stres i forbindelse med forskellige røntgenundersøgelser. De fleste billeder er indsendt til mig fra kollegaer, uden at man bevist forsøgte at foretage stres-optagelser – så det er ikke kraftige træk i benene i forbindelse med optagelserne.

Før ultralydscannere blev tilgængelige i veterinær praksis, brugte vi af og til at optage led med kontrast – oftest luft – for at visualisere led/bruskskader og/eller –mus, og det var meget let at fremstille et billede med relativt stor afstand mellem for eksempel Scapula og Humerus, selv med minimalt pres på insuflationssprøjten (5 – 10 ml luft injiceredes i ledhulen) – se fig. 2

Ved optagelser til screening for OCD i skulderleddet trækker man oftest forbenet fremefter for at frilægge skulderleddet fra Sternum, og i fig. 3 ses et ”åbent” led med 2 små runde mørke kugler, som jeg tyder som frit luft i ledvæsken (især ilt og kuldioxid absorberet i ledvæsken som frigøres ved undertrykket i leddet – vakuum fænomen) lige under Tuber Scapula. Det er frigørelsen af luften, der fremkalder det klik, som vi af og til hører, når vi trækker f.eks. i fingrene eller bøjer dem kraftigt frem eller tilbage. Dette billede er taget med rutinemæssigt træk i forbenet af en Old Eng. Bulldog.

Fig. 4  er et tilfælde, hvor en Sealyham Terrier- hvalp blev røntgenfotograferet p.g.a. halthed i forben. Dyrlægen forudså, at hvalpen ville udvikle alvorlig osteoarthrose i skulderleddet på grund af det ”åbne” led og tilrådte derfor aflivning. Det ville opdrætteren ikke acceptere, hvorfor hvalpen kom til undersøgelse på Røntgenafdelingen, hvor vi tog de 2 nederste billeder. Først et uden stres og derefter et med træk  fremefter i forbenet.

Hunden levede lykkeligt i 10 år.

Fig. 4 A er billeder af en 18 måneder gammel Old English Bulldog optaget med henblik på skulderled-OCD screening.  I min artikel om led-løsagtighed var der kun én Bulldog, men siden har jeg vurderet mange røntgenbilleder af bulldogs, og de har en betydelig grad af løse led, som det fremgår af disse billeder. Der skal ikke megen træk i leddene hos disse hunde før ledflader trækkes flere mm fra hinanden. Der er ikke iagttaget kliniske symptomer hos disse hunde. Tilsyneladende udvikles der ikke osteoarthrose i disse led – men fremtiden må jo vise, hvad der sker, når vi efter mange år  måske igen undersøger disse hunderacers led.

 Fig. 5 og fig. 6  er røntgenbilleder af samme Staffordshire Bull Terrier, hvor dyrlægen undrede sig over de ”åbne” led  i første billede, og var bange for at have ødelagt noget, hvorfor et nyt billede blev taget med ”større” forsigtighed. Hunden viste ingen kliniske symptomer efter optagelserne. Dette er endnu et eksempel på, at de forskellige racer ikke har samme grad af elasticitet i leddene.

Det er specielt led med osteoarthrose, som altid viser stivhed og nedsat løsagtighed for træk, men længerevarende undersøgelse hos mennesker viste ikke nogen skade efter længere tids daglige træk- provokation. Derfor bør vi være forsigtige med at stille for reserverede prognoser, når vi iagttager disse forhold uden specifikke kliniske symptomer og nøjere kliniske iagttagelser.  

Både hos hunde og mennesker har der i forskellige tidsperioder været behandlings regier med træk som en væsentlig terapiform ved eksempelvis diskprolaps og myoser i ryggen. Det er ofte ganske betydelige træk, som bliver anvendt i disse behandlinger. Specifikke informationer er fremført i ovennævnte artikel om Joint Laxity.

Figur  1

Billede af en gravhund, hvor haserne er belastet – via en fjedervægt – med 20 kg. Hofteledhovederne er disloceret distalt, og der kan iagttages frit luft i ledhulerne. Efter optagelsen blev hofteleddene inspiceret og der fandtes ingen ruptur af ligamenter eller andre af leddenes elementer.

Figur 2

Venstre forbens skulderled af en Golden Retriever med luftkontrast i skulderleddet. Der ses en mindre forkalkning i Biseps-senen foran Tuber Scapula. Ledfladerne er separeret i betydelig grad (2 – 3 mm) som følge af luftinsufflationen.

Figur 3

En Sealyham Terrier – hvalp på 10 mdr – venstre skuldereled.

Øverste billede er optaget hos ejers dyrlæge, der iagttager løsagtighed i skulderleddet med betydelig dislocation  af Caput Humeri caudalt i leddet.

Nederste røntgenbillede til venstre er taget uden træk i forbenet og billedet til højre er optaget under stres ved fremtrækning af forbenet.  Hvalpen udviklede sig senere uden mén.

Figur 4

Højre skulderled af en 12 mdr gammel Old English Bulldog optaget med henblik på screening for OCD i skulderen. 2 pile over Tuber Scapula peger på 2 luftbobler i skulderleddet.  Hunden havde ingen kliniske symptomer.

Figur 4 A

Old English Bulldog, 18 måneder. Billederne fremsendt i forbindelse med screening for OCD i skulderleddene. Øverste del af billedet er Højre forben trukket frem foran Sternum. Denne position er nok den mest foretrukne for screening.

Den nederste del er venstre forben trukket tilbage, og dermed er skulderleddet ikke frilagt ordentligt.

Billederne er ikke bevidst optaget med egentlig stres.

Figur 5

Røntgenoptagelse af hofterne (Staffordshire Bull Terrier) med henblik på vurdering af HD. Begge hofteled ses lettere disloceret distalt (2 – 3 mm). Samme hund som figur 6.

Figur 6 Samme Staffordshire Bull Terrier som i figur 5 – nu uden træk i bagbenene. Hofteledhovederne i normal position i forhold til Acetabulum.